Den dag jeg ikke lever mer
Det følgende forår brød
studenteroprøret ud i København. Jeg var blevet redaktør
af Studenterrådets blad på Aarhus Universitet og havde
sat min bedste mand på opgaven, det var også mig, det
passede desuden fint med, at pigen, jeg var forelsket i, landede
samme dag i Kastrup efter en påsketur til England. Den eftermiddag
var vi sammen på taget af Studiegården, som de psykologistuderende
netop havde besat, trapperummet var fyldt med bænke fra auditorierne
i faretruende opstabling, ingen kom forbi den vej, men man kom ud
og ind efter tilladelse fra oprørslederne ad en smal og lang
gang fra bagsiden; min jyske redaktørtitel havde åbnet
alle døre. Nu sad vi under den tynde aprilsol i selskab med
Københavns tårne, pigen havde opsat hår og strømpeben
i spadseredragten, Københavns tårne stod hele vejen
rundt og lignede slægtens gamle, der kigger og tænker,
at sikke dog et dejligt pigebarn, han har fundet sig, det skulle
man ikke have troet, Sct. Petri og Frue og Nikolaj, Helligånds
og Rundetårn og Rådhustårnet, hende skulle han
holde fast ved. Fra gårdskakten under os gjaldede et hundredtalligt
mandskor og et fransk militærorkester, det var Marseillaisen,
der pludselig lød op til os. Nogen havde slæbt en grammofon
ud i det åbne vindu og afspillede Revolutionens slagsang til
opmuntring for de nye samfundsomstyrtere på taget. Studiegårdens
mure dannede forstærkeranlæg, det gjorde de københavnske
aviser også, de blev lukket ind ad den smalle gang til daglige
pressemøder med redegørelser om professorvældets
uduelighed og ungdommens overtagelse af verden, og de påtænkte
forbedringer. Endelig skete der noget.
Halvtredserne sluttede langt om længe. I foråret 1968.
Der på taget stod meningen klar: Pigen, tårnene, verden.
Der er muligvis ikke så mange forår i verdenshistorien,
dette forår husker vi som Foråret i Prag. Tjekkoslovakkerne
ville indføre socialisme med et menneskeligt ansigt - eller
politik med et menneskeligt ansigt? Med langt hår og blomster
i hatten? I Paris var der generalstrejke, de Gaulle tog på
hemmeligt besøg hos den franske rhinhær og forsikrede
sig om dens loyalitet, USAs ledelse under Johnson var kompromitteret
af den beskidte krig i Sydøstasien, og Robert Kennedy stillede
op mod ham for at blive amerikanernes næste præsident.
Den Kolde Krig havde varet, så længe vi kunne huske,
men nu ville besindige mennesker gøre ende på dens
dumheder, gamle forstokkede magthavere i både øst og
vest måtte øve sig på den svære fred, tage
de første tøvende skridt til en samtale mellem mennesker
og folkeslag, ikke mellem kanoner eller atombomber.
En morgen i august gik vi og malede lejlighed og skulle flytte
ind og giftes, for i Århus fik man kun lejlighed mod at gifte
sig, kommunen tog vare på vores dyd. Radioavisen kom på,
og i de tidlige morgentimer var russiske og østeuropæiske
tropper rykket ind i Tjekkoslovakiet for at bringe det tjekkoslovakiske
folk deres broderlige hjælp, det socialistiske eksperiment
var ophørt; i Prag rullede sovjetiske tanks gennem gaderne.
Den politiske bevægelighed var sat i stå igen i Europa.
Jeg lærte at hade det udtryk, i de tidlige morgentimer. I
de tidlige morgentimer har magtens gamle mænd været
oppe hele natten, dødeligt udmattede som eksamenslæsere,
der sidder og læser den samme side igen og igen uden at fatte
ordene. Kun forsikrede om én ting. Gentagelsens nødvendighed.
De gamle mænd havde vundet. Malerarbejdet lå stille
den dag. Foråret døde, fortiden bestod. Af gammel vane.
Halvtredserne varede de næste tyve år. Århundredets
længste årti. Så uddøde det endelig, det
blev slidt op: Slovakken Dubcek viste sig igen, fra sin afsides
tilværelse på skovforvaltningens kontor i Bratislava,
stod på balkonen på Prags kongeslot og var blevet en
gammel mand i mellemtiden, favnede sine landsmænd med en kejtet
armbevægelse i luften.
Sådan endte den Kolde Krig. Vi selv var pludselig blevet
midaldrende, det kom også lidt overraskende, vi boede ikke
i den lille elskovsrede fra dengang, men i et hus med have omkring
og månedlige udgifter, og vore nakkehår rejste sig ved
synet af den løjerlige mand, der stod på balkonen og
omfavnede luften, mens han smilede og mindede os om et eller andet,
vi havde glemt, og der var store børn i huset, som vi havde
sat i verden og som så det, men de vidste ingenting. Unge
mennesker ved ingenting.
Magthaveren med det menneskelige ansigt. Det var den umulige drøm.
Berlinmuren faldt, en hård klump i hjerterne løsnede
sig, angsten og beredskabet holdt kortvarigt fri. Aviserne kaldte
det en historisk begivenhed, østblokken brød sammen
og der var ingen broderlig hjælp at hente denne gang, østlandene
dannede egne regeringer og de to Tysklande blev et og markedsøkonomien
bredte sig og fjernsynets nyhedskanaler overgik hinanden i store
armbevægelser, og de folkevalgte talte om, hvor historisk
det altsammen var.
Det er en mærkelig talemåde: Når vi vil sige,
at noget er betydningsfuldt, siger vi, at det er historisk. Når
vi vil sige, at det er betydningsløst, siger vi, at det er
historie.
Den Kolde Krig er historie nu. Dommedagene kom og gik, den kolde
krigs alvorsfulde børn overlevede alle farer. Tyskere, kommunister,
atombomber, overbefolkning, tredje verdens fattigdom, forurening,
epidemier. Meteorer fra rummet. Huller i ozonlaget. Nye istider.
Også dét var uventet. Vi var bestemt til at dø
unge, det var vores sorg, Well all go together when we go,
sang Tom Lehrer i skinger trods, every hottentot and every eskimo.
Vi tænkte på de fattige og var politiske og nidkære
og hellige, vi ville gøre det gode i verden, så længe
den varede, vi havde lært bordmanerer i halvtredserne og aldrig
lyve. Men Magten var ikke velopdragen, den lagde albuerne på
bordet og tæppebombede fjerne fattige hovedstæder og
pruttede og bøvsede og tænkte altid kun på sig
selv, og løj os lige op i hovedet. Magten havde slette manerer
og vi, vi var magthavernes afkom, medløbernes børn,
som ikke kunne leve. Eve of Destruction kom på hitlisten,
Vor Gamle Jord Stod I Flammer - og der var kun os til at passe på
den.
Det måtte gå galt. Vi døde ikke. Vi blev gamle.
Dét er vel også en slags Dommedag. Og nu skifter selve
Tiden navn, århundredet skal have et nyt nummer, og sproget
har magt over forestillingen, vi er for længst begyndt at
tale, som om vi lukker os ud af én tidsalder og flytter ind
i en ny. Min Tid bliver datid: Det var i sidste århundrede.
Det var dengang.
Dommedag, det bliver noget med to dumme nuller, som får alverdens
computere til at bryde sammen den nat, hvor de skifter fra 99 til
2000. Virkeligheden er en regnefejl. Den dummeste Dommedag, vi havde
kunnet forestille os. Kun én var dummere, den endegyldige:
Den dag jeg ikke lever mer.
Heltedøden
forestod ->
|