Den sjette sans
Den sjette sans - Forside
| 3 Skriftaldre | Kapitler | Ivar Gjørup |
Læs mig  

Den dag jeg ikke lever mer

Det følgende forår brød studenteroprøret ud i København. Jeg var blevet redaktør af Studenterrådets blad på Aarhus Universitet og havde sat min bedste mand på opgaven, det var også mig, det passede desuden fint med, at pigen, jeg var forelsket i, landede samme dag i Kastrup efter en påsketur til England. Den eftermiddag var vi sammen på taget af Studiegården, som de psykologistuderende netop havde besat, trapperummet var fyldt med bænke fra auditorierne i faretruende opstabling, ingen kom forbi den vej, men man kom ud og ind efter tilladelse fra oprørslederne ad en smal og lang gang fra bagsiden; min jyske redaktørtitel havde åbnet alle døre. Nu sad vi under den tynde aprilsol i selskab med Københavns tårne, pigen havde opsat hår og strømpeben i spadseredragten, Københavns tårne stod hele vejen rundt og lignede slægtens gamle, der kigger og tænker, at sikke dog et dejligt pigebarn, han har fundet sig, det skulle man ikke have troet, Sct. Petri og Frue og Nikolaj, Helligånds og Rundetårn og Rådhustårnet, hende skulle han holde fast ved. Fra gårdskakten under os gjaldede et hundredtalligt mandskor og et fransk militærorkester, det var Marseillaisen, der pludselig lød op til os. Nogen havde slæbt en grammofon ud i det åbne vindu og afspillede Revolutionens slagsang til opmuntring for de nye samfundsomstyrtere på taget. Studiegårdens mure dannede forstærkeranlæg, det gjorde de københavnske aviser også, de blev lukket ind ad den smalle gang til daglige pressemøder med redegørelser om professorvældets uduelighed og ungdommens overtagelse af verden, og de påtænkte forbedringer. Endelig skete der noget.

Halvtredserne sluttede langt om længe. I foråret 1968. Der på taget stod meningen klar: Pigen, tårnene, verden.

Der er muligvis ikke så mange forår i verdenshistorien, dette forår husker vi som Foråret i Prag. Tjekkoslovakkerne ville indføre socialisme med et menneskeligt ansigt - eller politik med et menneskeligt ansigt? Med langt hår og blomster i hatten? I Paris var der generalstrejke, de Gaulle tog på hemmeligt besøg hos den franske rhinhær og forsikrede sig om dens loyalitet, USA’s ledelse under Johnson var kompromitteret af den beskidte krig i Sydøstasien, og Robert Kennedy stillede op mod ham for at blive amerikanernes næste præsident. Den Kolde Krig havde varet, så længe vi kunne huske, men nu ville besindige mennesker gøre ende på dens dumheder, gamle forstokkede magthavere i både øst og vest måtte øve sig på den svære fred, tage de første tøvende skridt til en samtale mellem mennesker og folkeslag, ikke mellem kanoner eller atombomber.

En morgen i august gik vi og malede lejlighed og skulle flytte ind og giftes, for i Århus fik man kun lejlighed mod at gifte sig, kommunen tog vare på vores dyd. Radioavisen kom på, og i de tidlige morgentimer var russiske og østeuropæiske tropper rykket ind i Tjekkoslovakiet for at bringe det tjekkoslovakiske folk deres broderlige hjælp, det socialistiske eksperiment var ophørt; i Prag rullede sovjetiske tanks gennem gaderne. Den politiske bevægelighed var sat i stå igen i Europa.

Jeg lærte at hade det udtryk, i de tidlige morgentimer. I de tidlige morgentimer har magtens gamle mænd været oppe hele natten, dødeligt udmattede som eksamenslæsere, der sidder og læser den samme side igen og igen uden at fatte ordene. Kun forsikrede om én ting. Gentagelsens nødvendighed.

De gamle mænd havde vundet. Malerarbejdet lå stille den dag. Foråret døde, fortiden bestod. Af gammel vane. Halvtredserne varede de næste tyve år. Århundredets længste årti. Så uddøde det endelig, det blev slidt op: Slovakken Dubcek viste sig igen, fra sin afsides tilværelse på skovforvaltningens kontor i Bratislava, stod på balkonen på Prags kongeslot og var blevet en gammel mand i mellemtiden, favnede sine landsmænd med en kejtet armbevægelse i luften.

Sådan endte den Kolde Krig. Vi selv var pludselig blevet midaldrende, det kom også lidt overraskende, vi boede ikke i den lille elskovsrede fra dengang, men i et hus med have omkring og månedlige udgifter, og vore nakkehår rejste sig ved synet af den løjerlige mand, der stod på balkonen og omfavnede luften, mens han smilede og mindede os om et eller andet, vi havde glemt, og der var store børn i huset, som vi havde sat i verden og som så det, men de vidste ingenting. Unge mennesker ved ingenting.

Magthaveren med det menneskelige ansigt. Det var den umulige drøm. Berlinmuren faldt, en hård klump i hjerterne løsnede sig, angsten og beredskabet holdt kortvarigt fri. Aviserne kaldte det en historisk begivenhed, østblokken brød sammen og der var ingen broderlig hjælp at hente denne gang, østlandene dannede egne regeringer og de to Tysklande blev et og markedsøkonomien bredte sig og fjernsynets nyhedskanaler overgik hinanden i store armbevægelser, og de folkevalgte talte om, hvor historisk det altsammen var.

Det er en mærkelig talemåde: Når vi vil sige, at noget er betydningsfuldt, siger vi, at det er historisk. Når vi vil sige, at det er betydningsløst, siger vi, at det er historie.

Den Kolde Krig er historie nu. Dommedagene kom og gik, den kolde krigs alvorsfulde børn overlevede alle farer. Tyskere, kommunister, atombomber, overbefolkning, tredje verdens fattigdom, forurening, epidemier. Meteorer fra rummet. Huller i ozonlaget. Nye istider.

Også dét var uventet. Vi var bestemt til at dø unge, det var vores sorg, We’ll all go together when we go, sang Tom Lehrer i skinger trods, every hottentot and every eskimo. Vi tænkte på de fattige og var politiske og nidkære og hellige, vi ville gøre det gode i verden, så længe den varede, vi havde lært bordmanerer i halvtredserne og aldrig lyve. Men Magten var ikke velopdragen, den lagde albuerne på bordet og tæppebombede fjerne fattige hovedstæder og pruttede og bøvsede og tænkte altid kun på sig selv, og løj os lige op i hovedet. Magten havde slette manerer og vi, vi var magthavernes afkom, medløbernes børn, som ikke kunne leve. Eve of Destruction kom på hitlisten, Vor Gamle Jord Stod I Flammer - og der var kun os til at passe på den.

Det måtte gå galt. Vi døde ikke. Vi blev gamle. Dét er vel også en slags Dommedag. Og nu skifter selve Tiden navn, århundredet skal have et nyt nummer, og sproget har magt over forestillingen, vi er for længst begyndt at tale, som om vi lukker os ud af én tidsalder og flytter ind i en ny. Min Tid bliver datid: Det var i sidste århundrede. Det var dengang.

Dommedag, det bliver noget med to dumme nuller, som får alverdens computere til at bryde sammen den nat, hvor de skifter fra 99 til 2000. Virkeligheden er en regnefejl. Den dummeste Dommedag, vi havde kunnet forestille os. Kun én var dummere, den endegyldige: Den dag jeg ikke lever mer.

Heltedøden forestod ->

  1. Lukketid for et århundrede:
    1. Han var den sidste helt i verden
    2. Det måtte ende galt
    3. ...Og jeg læste latin og græsk
    4. Den dag jeg ikke lever mer
    5. Heltedøden forestod

Copyright © 2000 by Ivar Gjørup