Den sjette sans
Den sjette sans - Forside
| 3 Skriftaldre | Kapitler | Ivar Gjørup |
Læs mig  

Han var den sidste helt i verden

Tøsedreng, det var den krænkelse, som ingen mand af ære kunne overleve, om han var tretten eller toogtyve. Når ordet faldt, var opgørets time inde, sådan lød skolegårdens lov. Vore drengehjerter hamrede i brystet. Men de unge mænd havde små fipskæg og trøjer med V-udskæring og smilede til kusinerne.

Det var de såmænd nok, svarede den ene. Hvad siger I, skreg vi. Indrømmer I det? Så sagde den anden: Måske er der brug for noen flere tøsedrenge i verden.

Dette var vi ikke forberedte på. Vi var heltenes børn. Vore forældre havde sejret i kampen mod ondskaben og hjemme i Jylland, hvor jeg voksede op, havde vi en tegnelærer på skolen, som havde været frihedskæmper og i koncentrationslejr, det hviskede vi drenge om i frikvartererne, hvor vi så ellers vidste det fra, over hans mandige ansigt lå ligesom en skygge af smertelige minder, som vi mente at kunne se, når han arrangerede klodser i tegnetimerne i forskellige farver og former eller en udstoppet and, vi skulle tegne. Men han talte aldrig om det. Det gør helte ikke.

Sådan noget vidste vi. Vi var vore fædres afkom, vi knyttede hænderne i bukselommerne, skulede og holdt afstand, dukkede os for slag og bed tænderne sammen, mens man ventede på at blive voksen og nogen ville høre efter og vi ville få ret og aldrig græde mer. Vi var små mandfolk allerede og foragtede pigerne, som tegnede blomstermønstre på alle papirerne med en passer og farvelagde dem, og ville hævne os på dem allesammen og frelse verden, sådan som tegnelæreren havde gjort. Vi rustede os med heltemod og stængerne til mødrenes tørresnore, de lå nede i cykelkælderen, og nu sku dem fra de andre blokker ha bank, sådan talte vi i min barndoms by. Mødet mellem de to krigerstammer blev sjældent langvarigt, et tappert udfald fra den ene side drev den anden på hastig flugt, indtil vi på sikker afstand kunne standse op og råbe nye trusler, og de ku bare vente sig.

Iøvrigt skulle vi være hjemme halvseks.

Tiden glammede af heltemod. I engelsktimerne roste læreren sig af sejren over nazisterne, mens tysklæreren dukkede nakken, vi læste om Scotts kamp for at nå Sydpolen og tilbage igen, og i bogen var der et fotografi af de sidste ord, han skrev i sin dagbog, før han døde, og vi ville også gerne dø heltedøden med pen i hånd, mens vi skrev tapre ord, som eftertiden skulle finde og læse og afbilde i skolebøgerne.

Men her, i havestuen, stod vi over for noget nyt. Tøsedrengene spurgte os ud, de hørte på vore meninger, gav os ret i det ene og det andet. Sådan havde ingen voksen behandlet os før. Her var et synspunkt pludselig ikke et våben eller en tørrestang, som man bankede dem fra de andre blokker med, men en opfordring til samtale. Fælles overvejelse. Ubegribeligt.

Sådan blev det alvor med verden. De to fipskæg talte med os om større sammenhænge, ikke blot om fædrelandet, her og nu, men om kloden, ting vi aldrig havde hørt: De to supermagter og deres våbenkapløb, den tredje verdens forfærdelige fattigdom, kolonitiden, som varede ved, selv om Afrikas stater blev selvstændige. De fortalte om udnyttelse, om undertrykkelse og uret; om piloten, der smed bomben over Hiroshima og som var indlagt på et sindssygehospital, fordi han var en helt, som ville fortælle sine landsmænd, at han ikke var en helt, men en forbryder; om atomarsenalerne, der kunne gøre en ende på hele verden ikke én, men mange gange. Om de rædsler, som ventede os, når Tredje Verdenskrig brød løs, verdensbrand og atomvinter og tusindårig strålefare. Dommedag.

Hvad med Ulandshjælpen, indvendte vi? Det var en ny ting, som vi hørte om i skolen, aviserne skrev om den, og fjernsynet, det nye møbel hjemme i stuen, viste billeder af sorte mennesker i nød og den hvide mand, som hjalp dem.

Det var en dråbe i havet. Vidste vi, sagde de to unge mænd, at hvis al Ulandshjælp i hele verden blev delt mellem jordens fattige - så kunne der blive en flødekaramel til hver?

Så giv dem deres karamel, råbte min fætter. Det lo vi ad. Fipskæggene lo med.

Siden stod vi ude på vejen, bemandede drengekønnets sønderskudte skanse, fire slukørede musketerer med ål i strømperne, der var forår og søde smil og fipskæg inde, våde veje og tidligt mørke ude. Vi havde overværet det pinligste, hinandens nederlag. Den var god, den med karamellerne, sagde en af os. Men det ville ikke hjælpe. Alderen var over os.

Samme påske om søndagen vandrede en forhutlet skare af selvpiskere til Roskilde, det var den første atommarch. Vi så dem, det var sat ind med pludselig sne, og min voksne fætter, der havde været i Amerika og lært at omgås raketter, var indkaldt og skulle af sted i uniform, for man kunne aldrig vide. Fipskæggene og anorakkerne ankom til Roskilde Banegård i sundhedssandaler og gennemblødte sokker og lignede et tilbagetog, og min fætter vogtede Forsvarets raketbatteri i Tune, som lå på deres vej, med skarpladt pistol. Vi drenge stod og så ham, dengang han drog af sted, vi stirrede på hylsteret og vidste det og gentog det for hinanden: At han havde ordre til at skyde - hvis det kom dertil.

Han var den sidste helt i verden.

Det måtte ende galt ->

  1. Lukketid for et århundrede:
    1. Han var den sidste helt i verden
    2. Det måtte ende galt
    3. ...Og jeg læste latin og græsk
    4. Den dag jeg ikke lever mer
    5. Heltedøden forestod

Copyright © 2000 by Ivar Gjørup